Windigipet for begyndere


windigipet edition 2015

Et moderne lokomotiv har i dag mange digitale funktioner. Ældre lokomotiver kan opgraderes til at køre digitalt både med og uden lyd. Til at få glæde af alle disse nye muligheder har jeg valgt at benytte en PC til at styre modeljernbaneanlægget. Der findes mange software programmer, der kan håndtere digitalstyring af modelbanen. Jeg har valgt at bruge digitalsystemet Windigipet.

I denne guide vil jeg vise dig hvordan du kommer i gang med Windigipet for begyndere. Her er en hurtig oversigt over, hvad du kommer til at lære i guiden:

Hvorfor vælge Windigipet?

Fordelene ved at vælge Windigipet til at håndtere digitalstyring af modelbanen er:

  • Der findes kurser hos Togcenter – det hyggeligt og meget læreligt
  • Der findes klubben ’Stamtisch’ hos Togcenter – en gruppe nørder der mødes og udveksler erfaringer
  • Programmet er godt dokumenteret
  • Der kommer løbende opdateringer til softwaren
  • Der findes et godt tysk og engelsk forum til Windigipet

Windigipet er udviklet af tyskeren Peter Peterlin. Nye udgaver af softwaren kommer derfor først ud på tysk. Jeg valgte dog den store engelske udgave, da jeg vist desværre ikke altid var nærværende i tysktimerne. Programmet er utroligt omfattende og rigtigt godt lavet. Dokumentationen er efter tysk standard. Meget udførlig og præcis.

Kort fortalt fungerer Windigipet ved at de enkelte togstammer sender en tilbagemelding til systemet om hvor de befinder sig på modeltogbanen på et givet tidspunkt. Ud fra disse oplysninger afvikles programmet. Det er derfor vigtigt at tilbagemeldingerne fungerer korrekt og stabilt.

Download af software

Til at starte med hentede jeg en demo-version af Windigipet for at se om det var til at finde ud af. Det er det!

Herefter skal man tage stilling til om man skal have den lille eller store udgave og om det skal være på tysk eller engelsk. Den lille udgave tillader at styre op til 20 lokomotiver og 50 magnetartikler og den koster ca. 600 kr. Den store udgave tillader at styre ubegrænset lokomotiver og magnetartikler til en pris på ca. 2200 kr.

Hent en introduktion (pdf) til digitalstyring med Windigipet 2015.

Tilbagemeldingstyper

Der findes mange forskellige typer af tilbagemeldinger. Jeg benytter en Märklin Central Station 2 (seneste udgave er CS3) og anlægget er bygget med Märklin C-skinner. Jeg har derfor valgt at bruge helt traditionelle Märklin S88 tilbagemeldingsbokse, da det er en velafprøvet metode, der samtidigt ikke koster en formue.

Jeg har 64 tilbagemeldinger på min modelbane fordelt på 4 stk. S88 tilbagemeldingsbokse som vist nedenfor.

s88 tilbagemeldingsbokse til cs2

Tilbagemeldingsboksene er forbundet til de enkelte blokke, dvs. skinnesektioner med en enkelt ledning. Boksene er indbyrdes forbundet og herefter forbundet til Central Stationen (CS2), der så igen er forbundet til Windigipet. Alt dette medvirker så, at man i Windigipet kan se om en blok er besat eller ej. Dvs. at den registrere i hvilke af de 64 blokke der findes en togstamme.

I ’feedback monitoren’ kan man se hvilke blokke der er besat, som vist med rødt i billedet nedenfor.

windigipet blok registrering

Optegning af modeljernbane

I Windigipet optegnes modeljernbanen og alle tilbagemeldinger og magnetartikler defineres.

optegning af modelbane windigipet

Herefter skal man efter min mening udføre tests, tests og atter tests om alle tilbagemeldinger fungerer korrekt. 99 % af de fejl jeg har haft ved digitalstyring med Windigipet kommer fra tilbagemeldinger, der ikke fungerede korrekt.

Oprettelse af lokomotiver i lokomotivdatabase

Dernæst oprettes lokomotiver og vogne samt kombinationer af disse i lokomotivdatabasen i Windigipet.

lokomotivdatabase i windigipet

Beregning af hastighed

Lokomotiverne kalibreres til den korrekte skalatro hastighed. Man definerer en prøvestrækning og indtaster længderne af de blokke, der indgår i denne. Når toget så kører måles tiden og deles med den indtastede længde af blokken, hvilket giver hastigheden, der så kan omregnes til 1:1 hastighed. Dette betyder altså, at når man så efterfølgende sætter et lokomotiv til at køre eksempelvis 50 km/t, ja så kører det 50 km/t.

beregning af hastighed windigipet

Beregning af længde på togstammer

Derefter oprettes kombinationer af lokomotiver og vogne, således at vi har den korrekte længde af togstammerne. Denne metode benyttes i forbindelse med beregning af hvor et lokomotiv skal stoppe ved en perron. Perronernes geometri indtastes også og på den måde kan systemet ud fra lokomotivets hastighed beregne nedbremsningslængden, således at toget stopper midt for perronen eller ved start eller slut af denne.

train composition windigipet

Oprettelse af ruter og turer

Ruter og turer oprettes med alle deres karakteristika og endelig oprettes automatikken med alle dens ønskede betingelser mm.

oprettelse af ruter windigipet

Afspil lydfiler til togafgange

For rigtigt at skabe liv på banen oprettes profiler for kombinationer af ruter og lokomotiver. Dette giver mulighed for igangsætte hændelser på banen afhængig af et bestemt lokomotivs placering et givet sted. Eks. kan der spilles en bestemt lydfil, der annoncerer afgang af IC-tog nr. 34 fra perron 3.

afspil lydfiler til togafgange

Digitalstyring af bom-anlæg

Til styring af bom-anlæg benytter jeg dispatcheren, hvor man kan opstille betingelser for, at en given hændelse indtræffer. Hvis eksempelvis blokke før og efter bom-anlægget er besat, så ringer klokken og bommene lukker med en lille forsinkelse. Omvendt, hvis betingelsen ikke er opfyldt, så åbner bommene. Dispatcheren fungerer som et baggrundsprogram, der konstant overvåger alle hændelser på systemet.

Jeg håber at du har fundet denne guide brugbar til at hjælpe dig i gang med Windigipet for begyndere. Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor.

Relaterede guides

Om Jens Krogsgaard

Hej, jeg hedder Jens og jeg har i de sidste 9 år arbejdet med planlægning og opbygning af en Märklin digitalstyret modelbane. De erfaringer jeg har gjort i den forbindelse har jeg forsøgt at fastholde i små guides, således at andre forhåbentlig kan blive inspireret og få lyst til at kaste sig over denne dejlige hobby. Læs mere »

1 kommentar

  • Arild Wold skriver:

    meget intresangt. Arild fra Oslo

Skriv et svar

Husk, at alle kommentarer modereres i henhold til vores kommentarpolitik, og at din E-mail adresse IKKE vil blive delt eller offentliggjort. Lad os føre en personlig og meningsfuld samtale. Påkrævede felter er markeret med *