Et moderne lokomotiv har i dag mange digitale funktioner. Ældre lokomotiver kan opgraderes til at køre digitalt både med og uden lyd. Til at få glæde af alle disse nye muligheder har jeg valgt at benytte en PC til at styre modeljernbaneanlægget. Der findes mange software programmer, der kan håndtere digitalstyring af modelbanen. Jeg har valgt at bruge digitalsystemet Windigipet.
I denne guide vil jeg vise dig hvordan du kommer i gang med Windigipet for begyndere. Her er en hurtig oversigt over, hvad du kommer til at lære i guiden:
- Hvorfor vælge Windigipet?
- Download af software
- Tilbagemeldingstyper
- Optegning af modeljernbane
- Oprettelse af lokomotiver i lokomotivdatabase
- Beregning af hastighed
- Beregning af længde på togstammer
- Oprettelse af ruter og turer
- Afspil lydfiler til togafgange
- Digitalstyring af bom-anlæg
Hvorfor vælge Windigipet?
Fordelene ved at vælge Windigipet til at håndtere digitalstyring af modelbanen er:
- Der findes kurser hos Togcenter – det hyggeligt og meget læreligt
- Der findes klubben ’Stamtisch’ hos Togcenter – en gruppe nørder der mødes og udveksler erfaringer
- Programmet er godt dokumenteret
- Der kommer løbende opdateringer til softwaren
- Der findes et godt tysk og engelsk forum til Windigipet
Windigipet er udviklet af tyskeren Peter Peterlin. Nye udgaver af softwaren kommer derfor først ud på tysk. Jeg valgte dog den store engelske udgave, da jeg vist desværre ikke altid var nærværende i tysktimerne. Programmet er utroligt omfattende og rigtigt godt lavet. Dokumentationen er efter tysk standard. Meget udførlig og præcis.
Kort fortalt fungerer Windigipet ved at de enkelte togstammer sender en tilbagemelding til systemet om hvor de befinder sig på modeltogbanen på et givet tidspunkt. Ud fra disse oplysninger afvikles programmet. Det er derfor vigtigt at tilbagemeldingerne fungerer korrekt og stabilt.
Download af software
Til at starte med hentede jeg en demo-version af Windigipet for at se om det var til at finde ud af. Det er det!
Herefter skal man tage stilling til om man skal have den lille eller store udgave og om det skal være på tysk eller engelsk. Den lille udgave tillader at styre op til 20 lokomotiver og 50 magnetartikler og den koster ca. 600 kr. Den store udgave tillader at styre ubegrænset lokomotiver og magnetartikler til en pris på ca. 2200 kr.
Hent en introduktion (pdf) til digitalstyring med Windigipet 2015.
Tilbagemeldingstyper
Der findes mange forskellige typer af tilbagemeldinger. Jeg benytter en Märklin Central Station 2 (seneste udgave er CS3) og anlægget er bygget med Märklin C-skinner. Jeg har derfor valgt at bruge helt traditionelle Märklin S88 tilbagemeldingsbokse, da det er en velafprøvet metode, der samtidigt ikke koster en formue.
Jeg har 64 tilbagemeldinger på min modelbane fordelt på 4 stk. S88 tilbagemeldingsbokse som vist nedenfor.
Tilbagemeldingsboksene er forbundet til de enkelte blokke, dvs. skinnesektioner med en enkelt ledning. Boksene er indbyrdes forbundet og herefter forbundet til Central Stationen (CS2), der så igen er forbundet til Windigipet. Alt dette medvirker så, at man i Windigipet kan se om en blok er besat eller ej. Dvs. at den registrere i hvilke af de 64 blokke der findes en togstamme.
I ’feedback monitoren’ kan man se hvilke blokke der er besat, som vist med rødt i billedet nedenfor.
Optegning af modeljernbane
I Windigipet optegnes modeljernbanen og alle tilbagemeldinger og magnetartikler defineres.
Herefter skal man efter min mening udføre tests, tests og atter tests om alle tilbagemeldinger fungerer korrekt. 99 % af de fejl jeg har haft ved digitalstyring med Windigipet kommer fra tilbagemeldinger, der ikke fungerede korrekt.
Oprettelse af lokomotiver i lokomotivdatabase
Dernæst oprettes lokomotiver og vogne samt kombinationer af disse i lokomotivdatabasen i Windigipet.
Beregning af hastighed
Lokomotiverne kalibreres til den korrekte skalatro hastighed. Man definerer en prøvestrækning og indtaster længderne af de blokke, der indgår i denne. Når toget så kører måles tiden og deles med den indtastede længde af blokken, hvilket giver hastigheden, der så kan omregnes til 1:1 hastighed. Dette betyder altså, at når man så efterfølgende sætter et lokomotiv til at køre eksempelvis 50 km/t, ja så kører det 50 km/t.
Beregning af længde på togstammer
Derefter oprettes kombinationer af lokomotiver og vogne, således at vi har den korrekte længde af togstammerne. Denne metode benyttes i forbindelse med beregning af hvor et lokomotiv skal stoppe ved en perron. Perronernes geometri indtastes også og på den måde kan systemet ud fra lokomotivets hastighed beregne nedbremsningslængden, således at toget stopper midt for perronen eller ved start eller slut af denne.
Oprettelse af ruter og turer
Ruter og turer oprettes med alle deres karakteristika og endelig oprettes automatikken med alle dens ønskede betingelser mm.
Afspil lydfiler til togafgange
For rigtigt at skabe liv på banen oprettes profiler for kombinationer af ruter og lokomotiver. Dette giver mulighed for igangsætte hændelser på banen afhængig af et bestemt lokomotivs placering et givet sted. Eks. kan der spilles en bestemt lydfil, der annoncerer afgang af IC-tog nr. 34 fra perron 3.
Digitalstyring af bom-anlæg
Til styring af bom-anlæg benytter jeg dispatcheren, hvor man kan opstille betingelser for, at en given hændelse indtræffer. Hvis eksempelvis blokke før og efter bom-anlægget er besat, så ringer klokken og bommene lukker med en lille forsinkelse. Omvendt, hvis betingelsen ikke er opfyldt, så åbner bommene. Dispatcheren fungerer som et baggrundsprogram, der konstant overvåger alle hændelser på systemet.
Jeg håber at du har fundet denne guide brugbar til at hjælpe dig i gang med Windigipet for begyndere. Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor.
Arild Wold skriver:
meget intresangt. Arild fra Oslo
Per Brinck-Lund skriver:
Utroligt spændende og lærerigt. Det bedste jeg har set indtil nu vedr. Windigipet
Startede for 15 år siden med at bygge en kæmpe bane i kælderen, men gik i stå dengang fordi man ikke kunne styre ordetlig via PC som i dag. Samt dekoderne i loko´erne var primitive og ikke som i dag hvor loko kan ofte 16 forskellige ting.
Selv om jeg er født i 1940 har jeg nu besluttet at nedlægge den bane der aldrig blev færdig og starter nu helt på en frisk og har købt12 mm MDF plader og bygger en forsøgsbane, som du og Teis har bygget og vist på dine tre afslnit, hvor jeg vil teste Windigipet med den lille gratis version for at lære så meget som muligt. Derefter til efteråret vil jeg med den nye erfaring købe Windigipet og komme igang. Hvor kan jeg stille evt. spørgsmål via nettet i stedet for hele tiden at ulejlige Teis ? mvh Per telf. 4013 4019
Bedømmelse:
Jens Krogsgaard skriver:
Hej Per,
Jeg er glad for at du kan bruge mine Windigipet intro videoer. Det lyder som et spændende projekt du har gang i – jeg glæder mig til at følge det.
Den hurtigste måde at få svar på Windigipet spørgsmål er via deres fora https://www.windigipet.de/foren/index.php?action=forum
Jeg har brugt det meget og har haft stor glæde af det. Jeg tror at jeg har mere end 300 opslag på dette Forum.
Det er bedst at bruge det tyske Forum – hvis det kniber med verberne så brug Google Translate – det gør jeg og det fungerer.
Du opretter sig sig bruger – og evt kan du lave et lille opslag hvor du introducerer sit projekt.
Mange hilsner fra Kælderkøbing
Jens
Carsten Lundgaard skriver:
Hej Jens.
Endnu en begejstret kommende bruger af Win-Digipet og dine guider.
Jeg er fra 1950, og “legede” meget med Märklin fra jeg var 13 til 21 år. Så kom uddannelsen og i 2012 gik jeg så i gang igen. Havde dog i nogle år arbejdet med Wintrack til baneudlæg.
Har indtil nu brugt Rocrail, da jeg startede med det for at se om jeg kunne bevare interessen.
Det kan jeg, jeg er nu på 12 år i gang med at bygge en bane i et skur i haven. Det er en større bane, uden skyggebanegård er der ca 500 meter skinner.
For en måned siden skulle jeg så i gang med at automatisere med en ROCO Z21, den kan jo tage 160 blokke, så at jeg var oppe på næsten 140 var ikke noget problem – troede jeg -.
Det blev det så, da Rocrail kræver to sensorer (tilbagemeldingskontakter) for hver blok.
Så jeg begyndte at se om der var andre muligheder, og havde hørt om Win-Digipet og fandt dine indlæg på nettet. De var meget illustrative og jeg kunne se at Win-Digipet kun kræver én tilbagemelding pr. blok.
Jeg downloadede manualen og begyndte at læse den. Efter 300 sider var jeg klar over at det er det rigtige program, så jeg har bestilt det gennem Nettog. Efter flere forsøg lykkedes det at få installeret Demo-21 i går. Man skal give sig selv administrator rettigheder.
Så nu er jeg startet forfra på manualen, men med mulighed for at teste det med demo versionen.
Bedømmelse:
Hold dig opdateret med de nyeste modeltog guides, videoer og nyheder fra Jens Krogsgaard.
Tilmeld nyhedsbrev »Drevet af WordPress
Kælderkøbing blev grundlagt i 2011 af Jens Krogsgaard. I alt 36 modeltog guides er udgivet.
© Modeltog-Guide.dk 2024