Sponsoreret link: Slip kreativiteten løs - spar op til 90% på hobbyartikler
I denne guide skal vi se på det blafrende flag ved de små kolonihavehuse i Kælderkøbing. Jeg synes at der skal være liv på modelbanen og hvis publikum så ovenikøbet selv kan initiere det, er det da sjovt. Der kan findes inspiration til mange eksempler på “Trykknap aktioner” rundt omkring. Jeg faldt over en artikel i det tyske MIBA maj udgaven fra 2021. Her er vist et eksempel på et blafrende flag på en borg styret af en Arduino.
Jeg har hentet koden til Arduino’en og gengiver i denne guide hvordan jeg har lavet det. Det er også et sjovt projekt for dem, der aldrig har prøvet at programmere en Arduino før. Der findes mange guides til at komme i gang med denne sjove del af hobbyen, eksempelvis denne video om Arduino programmering.
Arduino kode og diagram kan hentes herfra Github. Tryk på den grønne knap “Code” og download projektmappe som zip-fil.
Til denne guide skal du bruge følgende:
- Arduino Nano (ca. 50 kr.)
- Shield til Arduino Nano (ca. 120 kr.)
- Micro servo motor (ca. 35 kr.)
- Trykknap (ca. 5 kr.)
- Rød LED 3mm (ca. 1 kr.)
- Modstande – 200 ohm og 1 K ohm (ca. 50 kr.)
- Plastkabinet til indbygning (ca. 30 kr.)
- Flag (print selv)
- Flagstand i rest tynd ståltråd
- Holder til Arduino i rest krydsfiner eller andet
- Evt. Breadboard til testopstilling (ca. 25 kr.)
- Evt. Jumper ledninger til testopstilling (ca. 25 kr.)
Start med at lave en prøveopstilling som vist i diagrammet.
Arduino’en kan forsynes med et USB-kabel koblet til en PC eller til lysnettet. Arduino koden uploades til Arduino’en. Herefter kan man med knappen teste at flaget blafrer som man ønsker det. Man kan eventuelt ændre på parametre Pos eller Delay. Pos er drejevinklen og Delay er hastigheden. Du kan altså selv bestemme hvor meget stormvejr det skal være.
På servoen monteres en arm og på denne fastklæbes et par dråber sekundlim på flagstangen. Her har jeg brugt et stykke ståltråd fra brokkassen. Når det hele fungerer tilfredsstillende på prøveopstillingen er vi klar til at indbygge elektronikken og montere servoen.
Her ser vi Arduino’en monteret i en plastboks. Selve Arduino’en er her monteret i et Shield (alternativt kan man lodde ledningerne direkte på Arduino’en). Jeg forsyner her Arduino via USB stikket og videre til en standard USB strømforsyning, der er tilsluttet lysnettet.
Herudover ses de tre ledninger til servomoteren. Afhængig af afstanden mellem boks og servo kan det blive nødvendigt at bruge en forlængerledning.
Her ser vi servoen monteret i en holder således at den kan monteres under modelbanepladen. Som det fremgår er holderen fremstillet af krydsfiner samt en servo holder fra brokkassen. Man kan købe servoer hvor disse holdere medfølger.
Så er det hele monteret og dannebrog kan veje over modelbanen.
Her ses de små kolonihavehuse med det obligatoriske dannebrog samt friske forsyninger af øl stå klar ved det lille hus.
Jeg håber at du har fundet denne guide brugbar og glæder mig til at se dine resultater med Arduino programmering og måske et forsøg på at genskabe det blafrende flag. Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor. Og kom endelig med forslag til forbedringer.
Thomas Pedersen skriver:
Spændende løsning – og kanon ide!
Bedømmelse:
Hold dig opdateret med de nyeste modeltog guides, videoer og nyheder fra Jens Krogsgaard.
Tilmeld nyhedsbrev »Drevet af WordPress
Kælderkøbing blev grundlagt i 2011 af Jens Krogsgaard. I alt 36 modeltog guides er udgivet.
© Modeltog-Guide.dk 2024