Mange har sikkert set Miniature Wunderlands Street View billeder. Googles kendte street-view teknologi er her brugt på den kæmpestore modelbane. Det er fascinerende at bevæge sig rundt som en lilleput i de flotte scenerier. Kan man mon ikke lave noget tilsvarende på sin egen modeltogbane? I denne guide beskriver jeg hvordan du kan tage 360 graders billeder og video af din modeltogbane. Her er en hurtig oversigt over, hvad du kommer til at lære i guiden:
- Krav til 360 graders kamera
- Valg af 360 graders kamera
- Download app
- Rediger dine 360 graders billeder og videoer
- Del dine 360 graders billeder og videoer
Krav til 360 graders kamera
Jeg gik i gang med at undersøge hvad der fandtes af 360 graders kameraer. Jeg havde følgende krav:
- Overkommelig pris
- Skal kunne fjernstyres fra en iPhone
- Let at anvende
- Billedebehandlingsprogram til PC
- Ikke for stort
Valg af 360 graders kamera
Efter at have læst et par tests, valgte jeg Samsung Gear 360. En ting skal man være opmærksom på, når man køber kameraet, er modelbetegnelsen. Man skal gå efter den model, der ender med ‘NEE’, da den er produceret til det nordiske marked – så gå altså efter modellen ‘SM-R210NZWANEE’.
Download app
Der er en fin vejledning til kameraet – det er let at følge denne – få kameraet opladet samt få sat et mikro SD kort i. Jeg har valgt et mikro SD 32 GB kort. På mobilen installeres en app – for iPhone downloades Samsung Gear 360 app fra app store. Kameraet tændes og på mobilen finder man wifi med navnet ‘Gear 360’ og forbinder til det. Start app’en og nu kan man fjernbetjene kameraet fra mobilen. Med funktionen ‘Mode’ kan man vælge om det er en video eller billeder man vil tage. Og så er det bare om at få taget en masse billeder, så man bliver dus med de mange muligheder kameraet har. Placer kameraet på banen og fyr et par skud af.
Rediger dine 360 graders billeder og videoer
Programmet Gear 360 ActionDirector til PC eller Mac er gratis og kan benyttes til at redigere dine 360 graders foto og videoer. Du skal bruge kameraets serienummer til at registrere dig som bruger. Når det er gjort, kan du importerer dine billeder og film til programmet. Kameraet har to linser og optager indholdet som to runde ringe, der minder om fiskeøjne. Softwaren i programmet ’Stitcher’ sammensætter nu de to optagelser til én optagelse, som man kan bevæge sig rundt i. Magisk – det skal prøves!
Del dine 360 graders billeder og videoer
Når man så har fået lavet sine 360 graders billeder og video vil man sikkert gerne imponerer omverdenen. Til at dele sine 360 graders billeder og video anvendes programmet Momento360. Med dette program kan man oprette ‘Collections’, der er en samling af billeder eller videoer, som kan deles. 360 graders billeder og video formatet understøttes af både YouTube og Facebook. Man kan også dele linket på sin hjemmeside eller via Email. Med Momento360 kan du gratis uploade op til 2 GB – herefter skal der betales lidt.
Her er et eksempel fra min egen Momento360 collection. Udforsk Kælderkøbing med 360 grader billeder. Vælg et område og gå dig en lille tur.
Jeg håber at du har fundet denne guide brugbar og glæder mig til at se dine 360 grader billeder og videoer af din modelbane. Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor.